
Afslutningen på kompetenceudviklingsprojektet har været planlagt som en refleksionsproces hvor den enkelte medarbejder har fået til opgave at forholde sig til hvilken læring der har været den vigtigste – både for den enkelte medarbejder, men også for arbejdspladsen. Disse overvejelser har hver enkelt medarbejder nedskrevet, og til den formelle afslutning for alle medarbejdere og samarbejdspartnere fra Herning Kommune blev disse overvejelser præsenteret.
Her citeres nogle af de udsagn som medarbejdere og ledelse gav udtryk for:
|
Medarbejderudsagn:
”Jeg har lært mine kolleger bedre at kende, så jeg kender deres svage og stærke sider, hvilket gør at vi kan bruge hinanden på en anden måde. Vi vidensdeler mere og respekterer hinanden.” |
|
Medarbejderudsagn: ”Min arbejdsplads har fået en medspiller, der vil og tør engagere sig endnu mere med hele min faglige viden. Dette forløb har bevirket, at jeg er kommet til at kende beboerne og deres livsforløb endnu bedre og derfor kan se endnu flere udviklings- metoder/tiltag. Jeg kan gøre en endnu større forskel for den enkelte. Mine kollegaer har gennem diverse læringsaktiviteter også set og hørt hvad jeg indeholder og er begyndt at bruge mig og min viden mere.” |
|
Ledelsesudsagn: ”Mange gange har vi sendt medarbejderne på eksterne kurser og oplevet at de ikke rigtig får brugt den nye viden, de har fra kurset i den daglige praksis efterfølgende. I kompetenceudviklingsprojektet har der gennemgående været en tæt sammenhæng mellem de læringsaktiviteter medarbejderne har været igennem og den praksis de arbejder med til daglig. Det har betydet at medarbejderne er blevet meget mere bevidste om deres nye værktøjer og de nyerhvervede kompetencer og kan bruge dem anderledes i det daglige arbejde.” |